Denne uge har budt på mange km, spændende naturoplevelser både før og efter Alice Springs. Ugen sluttede på et forkert tidspunkt i et dyrt hul i jorden i en ny stat. Her er hundekoldt når vi står op om morgenen og når vi går i seng om aftenen. Vi har nu kørt 14.798 km
Hurtig op og gøre os færdig. Her er lidt småkoldt det skulle være 29° C, så i dag blev det varme vand brugt da vi skulle i bad.
Dagens mål er Alice Springs. Kort efter Tree Ways Roadhous kørte vi hen til et picnic- og bade område, Mary Anne Dam. Her var kønt men koldt, for det blæste meget - klokken var nu også kun 7.45 a.m. Vi trillede gennem Tennant Creek og videre ud af Stuart Hwy.
Næste mål på turen var Devils Marbles, som er store næsten runde klippesten samlet i klumper oven på hinanden. Det er et meget betydningsfuldt sted for aboriginals, deres historie fortæller at regnbueslangen her har lagt sine æg her. Regnbueslangen er et vigtigt element i deres tro og kultur. For os var det en meget speciel oplevelse at gå rundt mellem disse store runde sten.
Lidt over 3 om eftermiddagen var vi i Alice Springs – vi kørte hen til School of the air, for at høre hvornår det var muligt at overvære undervisningen. Da der har været problemer med at komme i radiokontakt med eleverne et par dage, blev vi anbefalet at komme igen onsdag morgen, så det glæder vi os til. Så ind på hovengaden til et musikteater. Vi havde læst at der var didgeridoo koncert tirsdag, fredag og lørdag, så vi havde rigtigt sat næsen op til denne oplevelse tirsdag aften. Men desværre fik vi det budskab, at der kun var koncert lørdag aften. Surt, Show! - Da vi var kommet os lidt over skuffelsen, daskede vi lidt rundt i Alice mødte Danskere og fik og en snak med to forskellige par, hyggeligt.
Vi fik noget lækkert mad til en billig penge før vi kørte ud til campingpladsen. Havde sat os for at lave hjemmeside om aftenen, men så kom nogle Sweitzere vi været på bådtur med i Katherine Gorge og så gik snakken lystigt indtil sengetid.
Det er koldt her til aften, de lange bukser og langærmede skjorter er blevet fundet frem.
Checkede mail hjemmefra og fik af vide at Anne har fået en lille niece søndag eftermiddag.
Vi har sovet længe, men skal lige vende os til at temperaturen er faldet drastisk for os i forhold til det hotte nord. Det skulle efter sigende have været 12º C i nat og det er jo ikke meget sammenlignet med næsten 40º døgnet rundt hvor vi kom fra. Vi vågnede begge med lidt ru halse, som heldigvis gik over efter morgenmaden. Hele formiddagen har vi hygget os med hjemmesiden.
Efter frokost kørte vi ind til centrum for at besøge Royal Flying Doctor Service. Der var et lille museum vi gik rundt og kikkede på, vi så en kort videofilm om deres arbejde og til sidst var der en guide der kom med nogle supplerende oplysninger. I et glasbur kunne vi se telegrafisten arbejde. Medens vi var på RFDC blev det oplyst, at der var to fly i luften, som var ude og hente patienter ind til hospitalet i Alice Springs og et fly der var på vej fra Alice med en patient der skulle til hospitalet i Adelaide. Vi handlede lidt i RFDS’ butikken før vi kørte videre.
Næste stop var Alice Springs Culturel Precinct. Museet bestod af flere forskellige udstillinger. Vi så bl.a. moderne kunst udført af både aboriginals og aussie people. Blandt nogle af de flotteste kunstværker var en samling landskabsakvareller malet efter europæisk tradition, men udført af aboriginals. Der var også en bygning med arbejdende værksteder, der talte vi med en engelsk dame bosat i Australien. Hun var lærer og underviste i tegning og kunst, men havde taget orlov for i en periode at male og slappe á. Det var et stort billede med forskelligartede blade hun var i gang med. Hun fortalte os, at det tog noget længere tid at male billedet end hun havde regnet med.
Så skulle der shoppes, op og ned af gågaden i alle art butikkerne. Det er lidt hyggeligt at gå rundt og kikke på alle de flotte kunstværker fra didgeridoo til forskellige malerier, T-shirts m.v. Så var det tid til at gå på internetcafe og uploade ajourføringen af uge 44 til hjemmesiden. Det bliver man sulten af, så vi endte på restauranten hvor vi spiste i går og fik endnu engang noget lækker mad.
Nu sidder vi på campingpladsen i lyset fra månen og skriver dagbog og mails til dem derhjemme før vi skal sove.
Dagens to aktiviteter: School of the Air og Solnedgang ved Ayers Rock
Besøget på Alice Springs School of the Air har vi set frem til med glæde og vi blev da heller ikke skuffet. Der var to lydtætte undervisningsrum med glasruder langs den ene væg. Fra visitorcentret kunne besøgende følgende undervisningen, dels gennem glasruderne dels gennem højtalere og en tv-skærm.
I det ene rum undervises der udelukkende via radio, som man har gjort siden skolen startede. Men også her indføres ny teknologi og computeren gør det nu muligt for eleverne at følge undervisningen via deres egen PC. Enkelte elever kan læreren se på skærmen ved hjælp af et webkamera ude hos eleverne. Men i de fleste tilfælde er det kun via et foto at læreren kender udseendet af barnet. Derimod kan alle elever der er lokket på, se læreren hele tiden i undervisningsforløbet.
Indførelse af computer i undervisningen var meget ny, kun 5 mdr., undervisning vi PC kørte stadig som projekt og det er ikke alle skolens elever der kan følge undervisningen online endnu.
Vi så også en videofilm om skolen – dels det historiske og dels nutiden samt hvad der forventes af fremtiden – rigtig god og informativ.
Vi blev længere på School of the Air end ventet, vi havde svært at løsrive os for det var meget spændende – men der er langt til Uluru (Ayers Rock) så vi måtte videre, men først skulle der lige handles ind. Med fyldte poser på vej til Camperen mødte vi Johan og Evelien igen, de sad og fik lidt kaffe og kage før de skulle køre – de også til Uluru.
Undervejs til Uluru mødte vi igen Johan og Evelien, de ville slå lejr før os men vi nåede lige at hilse på hinanden engang mere i dag før vi kørte videre.
Det var ved at være meget sent og vi var meget usikre på om vi nåede solnedgangen, men det lykkedes. Vi så Uluru (Ayers Rock) med solen i ryggen fra busholdepladsen – På det tidspunkt vidste vi ikke hvor parkeringspladsen for bilerne var.
Flere Australiere havde sagt til os at Ayers Rock jo bare er en kæmpe sten, Ja men! - den er imponerende og ubeskrivelig – og en meget flot oplevelse.
Efter solnedgangen kørte vi helt hen til Ayers Rock, for at se hvorfra den kan bestiges. Vi blev mødt af skiltet lukket p.g.a varsel om forventet regn og storm. Kim er lidt skuffet, hans drøm i mange år har været at bestige Klippen, selv om de lokale Aboriginals beder besøgende om at lade være fordi Uluru er et helligt sted for dem. På vej mod campingpladsen i Yuluru Resorts begyndte det at lyne. Da vi var på vej i seng begyndte det endvidere at regne i stride strømme.
Spændte på vejret stod vi ultra tidligt op, vi ville se solopgangen ved Uluru – i går havde vi fået oplyst at solopgang var 5.55 a.m. Der er ca. 25 km til Uluru fra campingpladsen, så lidt over 5.30 var vi på vej. Vi fik betalt for at komme ind i parken, der var ingen biler ved parkeringspladsen og dem der kom kørte i hast forbi. Da vi havde taget de billeder vi ønskede bla. en sky omkring foden af Uluru som svævede helt nede ved jorden, kørte vi efter de andre biler for at se hvad det var de hastede efter. På vejen fik Anne set i informationsfolderen at der også var en plads for solopgang. Da vi kom derhen var der tonsvis af mennesker, biler og busser. Solen var nu næsten stået op, vi steg ud af bilen og kikkede på Uluru (Ayers Rock) der så meget pænt ud i det spæde sollys.
Derefter kørte vi over til det sted hvor vandreture og klatreturen begynder. Allerede på vej derhen kunne vi se at folk var begyndt at bestige ”bjerget”. Kims humørbarometer steg voldsomt, Yes! – Det var muligt at klatre op.
Men først lige morgenmad, pakke rygsæk m.v. Kim syntes at det tog Anne en evighed at nusse sig færdig. Anne var meget i tvivl om hun skulle klatre – kunne knæene klare det, der var meget stejlt og man skal jo også ned igen – og så var der ønsket fra aboriginals om at lade være.
Vi gik hen til opstigningen og begyndte så småt at gå op af Ayers Rock. Anne mente ikke at hun kunne klare det og syntes at Kim skulle klatre op alene.
Kim gik stille og roligt op, holdt pauser, tog lidt billeder, fik lidt vand og fortsatte så opad igen.
Anne gik et lille stykke længere op og stod og overvejede længe om hun skulle gå endnu et stykke op før nedturen. Medens hun stod der i egne tanker lød det danske sprog i Jysk version omkring hende, det var en dansk familie bosiddende i Melbourne. Yngste mand, Malte på 5 år skulle bare op på toppen og traskede godt derop ad. Anne tog et stykke mere og endte til stor overraskelse for Kim også på toppen.
Det er ubeskriveligt smukt at kikke ud over det flade landskab, hvor man kan se meget langt. Nu forstår vi hvorfor nogle aborginal billeder er malet med de mønstre de er, det er simpelthen landet malet i fugleperspektiv.
Inden vi kom ned fra toppen havde vi en invitation mere i Melbourne, så nu har vi 4 invitationer, rigtig dejligt, så vi må se hvor meget tid vi får til besøg dernede.
Vel nede var appetitten blevet stor – I Culturel Centre var der også en Cafe hvor vi kunne få lidt frokost. Vi havde Malte med i camperen ned til centeret, han syntes det var meget spændende, at vi kørte rundt i en bil man kan bo i, så han sad og tronede mellem os. Nede ved centret holdt Johan og Evelien, så fik vi hilst på dem igen og aftalte, at det kunne være hyggeligt at se solnedgangen sammen.
Efter en lækker frokost (kyllingburger og lasagne med chips og salat) gik vi rundt i udstillingen i det kulturelle center. Vi prøvede at forstå lidt af al den information om Aboriginal levevis der var -film, plancher m.v. Endvidere var der nogle meget smukke vægmalerier. Da vi ikke kunne rumme kultur i hovederne kørte vi ud til The Olgas (Kata Tjuta). På vej derud ved et udsigtspunkt, så vi en af de mange øgletyper der lever her. Der er to forskellige gå ture ved Kata Tjuta, vi valgte den korte på 2,6 km, da vi godt kunne mærke op og nedstigningen af Ayers Rock i benene.
Tilbage på campingpladsen fik vi en svømmetur og fik samtidig hilst på fra et par fra Adelaide som vi har mødt før.
Uden ved solnedgangs P-pladsen var Johan og Evelien allerede kommet, vi parkerede ved siden af dem. Kort efter stødte familien Holmgaard til og sammen så vi alle 8 solnedgangen. Det var en meget smuk oplevelse. Medens solens sidste stråler lyste ned over Ayers Roch kunne vi se hvordan denne kæmpe klippe skiftede farve. Der blev taget mange billeder.
Vi mødte Johan og Evelien på vej ud til solopgangspladsen. I dag så vi hvordan den spæde morgensol farvede Ayers Rock mere og mere rød.
I det kulturelle center var det annonceret at der kl. 8 var rangertur på Mala Walk. Det havde vi god erfaring med fra Kakadu NP, så det ville vi prøve her også. Det var en Aboriginals Ranger der forestod turen. Han fortalte lidt om sin kultur og hvilken betydning Ayers Rock har for Aboriginals og lidt om hvad der er foregået rundt omkring Ayers Rock. Endvidere fik vi oplyst hvad der var årsag til at nogle områder rundt omkring klippen var afspærret. Turen varede 2 timer, vi var nået ca. ¼ af turen rundt om Ayers Rock, hele vejen rundt på gåben er 9,4 km. Vi blev enige om at fortsætte og fik en spændende, men meget varm tur.
Så kørte vi hen til det kulturelle center for at spise frokost og her mødte vi igen Evelien og Johan. Vi aftalte at mødes på en campingplads ved Kings Creek ca. 30 km før Kings Canyon.
På vej der ud så vi den nedgående sol på bjergsiderne, det gjorde bjergsidernes farve rødglødende – utroligt smukt
Johan og Evelien var nået frem da vi kom. Først en tur i svømmepølen, og så var der fælles madlavning og spisning. Vi hyggede os så meget at det blev sent før vi kom i seng.
Endnu en morgen hvor vi skal tidligt op. Har aftalt, at tage turen rundt ved Kings Canyon sammen med Johan og Evelien. Medens vi kørte til Kings Canyon stod solen op. Evelien og Anne der sad i chaufførsiden af camperne så den flotte opgang i sidespejlet.
Vi fik parkeret de to Britz-campere (de har en magen til vores) og begyndte opstigningen. Turen var estimeret til 3-4 timer vi brugte 5. Det var hyggeligt at være 4 i stedet for 2, og vi hyggede os meget i hinandens selskab. Vi fulgte en cirkulærrute. Det var en meget smukt at gå tur langs med klippe skrænterne og fantastisk at stå helt oppe og se ud over dalen. Da vi var nået omtrent halvvejs var der bygget trapper ned til dalen. En bro over Kings Creak og en trappe op igen. I dalen kunne man gå langs en sti og komme frem til en lille pool, her var en masse andre turister da vi kom. Men da de var gået, var der dejligt stille – Dalen hedder Garden of Eden. Medens vi sad dernede kunne Evelin høre en barnestemme, da vi kikkede op stod familien Holmgaard og vinkede til os højt oppe på toppen af Kings Cenyon.
Da vi var tilbage til P-pladsen var der meget strategisk parkeret en is-vogn. Johan og Evelin bød på is før vi skulle hver sin vej. De skal tilbage til Alice Springs – Vi skal syd på. Men vi er meget sikre på at møde dem igen måske i Sydney, i København eller i Rotherdam.
Tilbage mod Kings Creak møder vi skiltet Kathleen Springs men kører videre, det bliver spændende at høre om Johan og Evelin når at se det.
Vi tanker i Kings Creak og møder igen parret fra Adelaide. Nu skulle der køres km ind, klokken var nået ét og vi håber på at nå et pænt stykke sydover. Vi tanker igen efter 309 km i Kulgera og køber en burger på Roadhouset. Lidt syd for Kulgera krydser vi grænsen til South Ausralia og gør et kort stop, medens der fotograferes skilte
Undervejs stoppes der kun når der skal fotograferes. Og dog ca. 5 km syd for Marla er der en bil i nød. Vi stopper, det er en aboriginalfamilie der er kørt tør, reservedunken er også tørlagt. De spørg om vi skal til Cooper Pedy for der kan de komme i banken på mandag, det viser sig at pengepungen også er tom. Det er allerede mørkt og vi skal ikke hele vejen til Cooper Pedy i dag. Så vi tilbyder at køre tilbage til Marla og fylde reservedunken. Da vi kommer retur får de benzin, noget vand og en pakke kiks. De havde en lille dreng på ca. 2 år som vi fik lov til at fotografere medens han sidder på mors arm. Han var Åh så sød. Vi håber den lille familie kommer godt videre.
Vi kører videre i mørket og mærker trætheden. I vores campingbog har vi set at der er gratis camping ved Cadney Homestead Roadhouse, vi stopper her for i dag. Det er et meget hyggeligt sted, aftensmaden bliver kaffe/the og dagens kage. Klokken er ca. 10 p.m. Vi snupper os lige et bad før vi går i seng. Vi nåede at køre 582 km i dag og har i alt lagt 14.155 km bag os.
Vi er nu inde i vanen med at stå meget tidligt op, så vi kan få solopgangen med, den var dog ikke så fin som i går, men Kim fik nogle kanon flotte billeder.
Efter morgen maden kørte vi mod Cooper Pedy en af Australiens opalbyer, som vi har hørt både positivt og negativt om, så den måtte vi bare opleve. Byen er beskrevet som en mellemting mellem et månelandskab, en grusgrav. Det er aboriginerne i området der har givet byen navnet Cooper Pedy, hvilket betyder ”Hvide mænds hul i jorden”.
Fra Cadney Homestead Roadhouse mod Cooper Pedy var landskabet temmelig fladt, 20-25 km før Cooper Pedy begynde der så at dukke en masse underlige grusbunker op. Senere fandt vi ud af at det var starten på opalmine driften.
Inde i Cooper Pedy virkede der temmelig mennesketomt – vi var tidlig på den (troede vi) og det var søndag morgen, vi mente at det var forklaringen. Turistinfomation var weekend lukket, så vi så os lidt omkring og fandt ud af at Umoona opal mine og museum havde åbent. Vi gik ind og fandt ud af at der var en guidet tur kl. 10. På vores ur var klokken 8.30, så der var både tid til en kop morgenkaffe og lidt kikkeri rundt i byen. Vi kørte bl.a. op til et udsigtspunkt og så hvordan byen lignede det som turist byerne beskrev – et stort miks af huller og grusbunker. På vegen fik vi hilst på en kineser der hev os hen og kikke på et jul ned i jorden hvor han hædede han tidligere havde fundet opaler, vi skulle også se hans butik hvor han bl.a. solgte smykker med opaler. Han virkede som en fusentaster, men vi syntes vi havde fået en sjov oplevelse.
Så kørte vi tilbage til Umoona opal mine og museum for at tage på rundvisningen kl. 10. Her gik det op for os at klokken ikke var 10, men klokken var 11, lokal tid i South Australia. Det vidste vi ikke da der ikke var skiltet ved grænseovergangen – Øv. Øv og 3 gange øv - Næste rundvisning var kl. 2 p.m. altså tre timer senere, hvilket vi syntes var længe at vente. Vi blev henvist til museet ”Old Timers Mine” hvilket vi sagde pænt tak til.
Turen rundt i Old Timers Mine var en selvguidet tur, hvor en lille folder med kort på viste turen rundt i minen og den underjordiske lejlighed, der var gravet ud oven over minegangene. Da vi kom tilbage til museumsforretningen, fik vi en udvidet forklaring af museumsdamen. Hun var datter af ejeren og fortalte, at hendes far havde købt grunden hvor museet og minen ligger på for mange år siden, for at grave en bolig ind i bjerget. Da der skulle graves ud til et børneværelse i 1987, stødte man på en af de gamle mineskakter. Inden da havde hendes far ingen viden om at deres bolig lå oven på en gammel opalmine. Den gamle tildækkede mine, der kan dateres tilbage til 1916, blev gravet ud og minen blev omdannet til museum. Under udgravningen til det ekstra værelse fandt man endvidere en pæn stor opalklump, den sidder stadig i bjergvæggen beskyttet bag glas, så museumsgæster i dag kan se hvordan opalen ligger mellem kritlagene. Familien bor ikke længere i boligen, der nu er en del af museet. I den gamle bolig vises et eksempel på en bolig fra 1918 og en nutidsbolig. Også børneværelset der var starten til museet fik vi at se.
Herefter var vi ærlig talt blevet sultne, så det var på tide at finde et hyggeligt sted og få lidt mad. Vi fandt en hyggelig cafe gravet ind i et bjerg hvor der også var underjordisk hotel, der fik vi en rigtig god frokost buffet. da vi var færdig med at spise var klokken næsten 2 og vi gik tilbage til museet hvor vi glippede rundvisningen tidligere på dagen.
Besøget i Umoona opal mine og museum var rigtigt godet. Rundvisningen startede i biografen hvor der blev viet en video med hvordan opal eventyret startede i Australien. Da filmen sluttede gled det ene lærred til side og frem kom Ann, som var vores guide. Hun viste hvordan de skar og sleb opalerne så de fremstod som i de smykker, der kunne købes i museumsforretningen. Derefter kom vi ned i minegangene og videre fre til en display bolig, for øvrigt meget lækkert indrettet. Tilbage i minegangene gennem soveværelset fik vi at høre hvor højt det lyder når der springes med hjemmelavede bomber i minegangene. Der sad også lidt opal tilbage i denne mine. Ann fortalte, at man ikke længere må bryde opal i de miner der ligger i byzonen.
Selvfølgelig skulle vi også se på opalerne i forretningen. Kim havde i morges set et cowboyslips med en meget flot lyseblå opal indkapslet i sølv. Det var ikke meningen at Anne skulle have flere smykker, men vi kom der fra med både et halssmykke i lædersnor, et armbånd, cowboyslips og var en del $ fattigere. Men vi er meget glade for de flotte ”gaver”.
Inden vi kørte ud af byen insisterede Anne også på at se en af de underjordiske kirker. Det blev en lille katolsk kirke, som havde et flot kors i glasmosaik hvor lyset brød igennem.
Klokken var nu over 4 p.m. så nu skulle vi på landevejen igen og så tæt på Port Augusta som muligt. I campingbogen havde vi set en rasteplads ”Range View Rest Area” ca. 62 km nord for Port Augusta. Vi nåede frem men igen i mørke, de sidste mange km har vi kørt bag et Road Train i læ for evt. kvæg og kænguruer.
Her er hundekoldt og det blæser en halv pelikan, så vi må nok til at hale soveposerne frem igen. Vi er meget spændt på hvordan her ser ud i morgentidlig.
Tilbage til dagbog Til uge 44 Til uge 46