Allerede inden ugen kom rigtigt i gang, havde vi fået varme ører, var total flade, så rødt og fik kolde fødder – for til sidst at opleve månen på en ny måde
Dagen startede med at Anne fik et oprydningsflip. Vi havde fået samlet så mange brochurer, at det var tid til at få luset ud i dem der ikke skulle bruges og få lagt dem væk vi gerne ville gemme.
Så var det tid til en dukkert ved stranden, vi havde snorklerne med og brugte dem også lidt. Men der var ikke så meget at se på fra den del af stranden hvor vi var gået ud. Det var lidt koldt at strandbade, så et varmt bad efterfølgende var perfekt.
Vi fik checket ud og kørte op til bageren hvor vi skulle møde Jenny og Hansi og så var der dømt morgenhygge. Men alt har en ende og så var det tid at sige farvel og bytte e-mail adresser.
Kim forsøgte, at få uploade nyt til vores hjemmeside for uge 40 – det lykkedes ikke. Der var kun modemforbindelse til Internettet fra cafeen og det kan vi ikke bruge, det er alt for langsomt til vores datamængder.
Ud på landevejen gik det, vi havde udset os et par steder hvor vi måske ville stoppe for natten, men det kørte bare derud af og efter 556 km endte vi på Karratha Roadhouse hvor vi sammen med et par andre campere fik lov til at slå os ned, kvit og frit, på en ”flad rød mark” bag roadhouset.
I dag blev vores varmeste dag indtil videre. Vi havde nogle korte stop undervejs når vi tankede og skulle have is og noget koldt at drikke. Dagen føltes ikke lang selvom vi sad i bilen hele dagen for landskabet skifter hele tiden. Kort efter Coral Bay så vi nogle underlige rødbrune klumper spredt rundt i landskabet, da vi fik set nærmere på et af dem kunne vi se, at det var termitbo.
Pludselig så vi noget der lignede en rød røgsøjle og en til og senere lidt flere. Vi troede først det var bushbrande, men fandt ud af at det er små hvirvelvinde (”skypumper”), som løftede rødt sand op i luften.
Vi kørte indtil Karratha by for på turistbureauet at finde ud af hvordan vi kom ud til nationalparkerne Millstream Chichester NP og Karijini NP. Derefter forsøgte vi atter, at finde et sted at opdatere hjemmesiden. Det lykkedes heller ikke i dag.
Vi har kørt lidt over 400 km – vi er nu nødt til at bruge aircondition i bilen, men passer på ikke at bruge det for meget, for det sluger meget benzin og der er nu meget langt mellem tankstationerne. Hovedparten af de kilometre vi i dag har kørt, var på røde grusveje, det har hoppet og bumlet en del - for vejen har ikke været så god. Bedst som vi kører, ser vi langt fremme på vejen noget løbe meget hurtigt ude i vejsiden – Det viser sig at være en Emu med to kyllinger, de springer i sikkerhed i buschen længe inden vi når at finde fotografiapparat frem.
En by er i denne del af landet et sted hvor der er mere end ét hus, og idet vi passerede en by med hele 7 huse en ”campingplads” og to offentlige telefonbokse, springer en kængurumor med ungen i pungen ud foran vores camper. Her ser man sig ikke for før man passerer vejen, Anne når at bremse ned, så mor og barn overlever denne gang. Igen er vores fotografiapparat for langsomt. I øvrigt kaldes en kænguruunge for little Joe
Dagen startede med 70 km. på Frw 1 – Før vi kørte ind i Millstream Chichester NP, vi skulle gennem denne for at komme til den næste Nationalpark. Også i dag har landskabet varieret meget. I Millstream Chichester NP ligger en meget flot bjergkæde, som svinger i farven fra rød til mørk brun, der er meget jern i jord og klipper her, derfor de meget mørke farver. Byerne heromkring er i øvrigt industribyer, som enten udvinder jern fra jernmalmen eller skiber jernmalm fra industrihavnen til andre steder i Australien eller til eksport til videre forarbejdning.
På et tidspunkt var vi lidt usikre på hvor vi kunne tanke næste gang. Midt ude i know where mødte vi en turbus (8-10 personers). vi stoppede og fik hørt hvor nærmeste tankstation var. Vi manglede ca. 100 km og så ville vi nå en. Pu! - Det var lidt godt af vide, så vi ikke kørte tør i den næste nationalpark
Vi tankede og holdt en lille pause ved Auski Roadhouse – målet var at nå en Busch Camp i Karijini NP, men så langt nåede vi ikke. På vej ud fra førnævnte Roadhouse var der et par truckere der gjorde os opmærksom på at det ene baghjul var fladt. Det er så vores første punktering efter lidt over 6000 km. Ja, så måtte Kim i gang med at skifte hjul og fik god hjælp fra truckerne. En hjalp med at få sat dunkraften rigtigt. En anden hentede nogle tykke svellelignende træstykker fra deres trusks (Road Train) så camperen og donkraften kunne blive klodset forsvarligt op før hjulskiftet. Efter hjulskiftet tog de hjulet hen til en af de store Road Train og fyldte luft i hjulet for at finde ud af hvorfor vi var pukteret. Det var en lille sten, formodentlig fra tankstationen der havde sat sig op i dækket. En trucker fandt ud af for os, at dækket kan blive lappet i morgen kl. 8. Ja! – så kom vi ikke på Busch Camp i dag, men endte på campingpladsen på Auski Roadhouse,
Da vi kom ind og havde parkeret camperen så vi rødt. Vi fandt ud af, at der var kommet en del rødt støv ind i camperen i løbet af dagen. Anne gik amok men klud og sæbevand, skabe, vinduer vægge m.v. fik en ordentlig omgang. Kim vaskede gardin til bagvinduet, der var kommet en del rødt støv ind fra bagklappen. Endelig var det tid til at få mad og skrive dagbog. Derefter skal vi i bad og så på hovedet i seng.
Kl. 8.00 am. Hjulet er lappet for den formidable sum af 28$ - Kim syntes det var dyrt, fordi han vidste, at det har taget mindre end 5 minutter at lappe dækket med en indvendig prop, og så blev hjulet ikke engang afbalanceret – Reparatøren sagde, at han havde mærket dæk og fælg op og at det altid havde fungeret. Tjae! - Så meget for Australsk ekspertise.
Så var det afgang imod den nationalpark der var den næste i rækken. Karijini NP – Her er det meningen vi skal buschcampe efter at have set den ene del af parken.
Vi parkerede vores ”hjem”, spiste lidt frokost, pakkede rygsækken med alle vores fotografiapparater, incl. det sidste nye, et engangskamera der kan gå ned til 10 meters dybde, samt badetøj og drikkevand
Vi startede med at køre til et Lookout, hvor vi så 5 kløfter mødes. Derefter kørte vi et andet sted hen i parken, tæt på hvor vi ville bade i en af de mange pools (ferskvandssøer), der er nede i kløfterne. Vi valgte den med den største sø, vi skulle forcere flere små pool, smalle klippespalter for til sidst at slutte ved poolen, det var bare ÅH så lækkert. I brochuren over nationalparken kalder de dem for freesing cold pools (de har vist ikke prøvet de svenske skovsøer, de er kolde). Herefter kørte vi til et vandfald, der var dog ikke noget vand der faldt, men vi kunne godt se hvorfra det ville falde, hvis der ellers havde været noget. Så kørte vi til endnu et vandfald, her var da et lille et der sprang. Undervejs så vi resterne af et brændt træ, det var en hel skulptur der lignede en kænguru – solen skulle snart i seng og månen var allerede på vej op på en meget lyseblå himmel
Ja, så var det lige før de slukkede for lyset, vi så en meget smuk solnedgang medens vi kørte mod det campingområde hvor vi skulle bushcampe. De sidste 25 km kørte vi i måneskin. På vejen fik vi øje på en lille kænguru som stod inde i vejkanten og kikkede på at vi kom kørende, den hoppede heldigvis ind i krattet inden vi kom tæt på.
Da vi fandt en plads hvor vi kunne slå os ned for natten, gik vi i gang med aftensmaden. Vi stod ved BBQ-pladsen og grillede sammen med en australsk familie. Vi får snakket en del engelsk hernede, det er utrolig lærerigt. Familien havde to piger på 8-10 år. Undervejs i vores samtale kom vi også ind på det danske kongehus og hvor Amalienborg ligger. Da vi fortalte, at vi bor ca. 6 km fra slottet udbrød pigerne ”How Cool”. De tror vi er naboer til dronningen fordi vi bor så tæt på, vi lod dem blive i troen – afstandene er jo trods alt meget anderledes hernede.
Lækkert camping areal, det kunne vi jo ikke se i går aftes. Nå, men vi skulle udforske den del af parken der hedder Dales Gorge. Vi startede med at se lookouts dels over kløften dels over Circular pool. Så gik det ellers ned til bunden af Dales Gorge og til venstre i kløften og over til Circular Pool, hvor der var meget grønt der hang ned over klippevæggene, meget smukt. Vi havde i går ved poolen mødt nogle Svejtsere, der sagde, at der var meget grønt omkring de to pool vi skulle se nærmere på i dag, hvilket vi allerede ved denne pool kunne konstatere var rigtigt.
Vi gik tilbage ad samme vej som vi var kommet. På vejen mødte vi en Australsk familie der skulle ned og bade (vi ville vente til den sidste pool). Vi fik snakket lidt med dem – for resten møder vi mange der udtrykker forbavselse over, at vi taler så godt engelsk. Vi syntes jo ikke vi er særlig gode, men her bor og kommer en del asiater og de er altså ikke særlig gode til engelsk, det er måske derfor. Nå men det er utroligt hyggeligt at få talt med en masse mennesker og høre hvad de har oplevet.
Da vi kom til det sted hvor vi var gået ned kunne vi vælge at gå op eller fortsætte gennem kløften til Fotetescue Falls – vi gjorde det sidste. Der var forbavsende frodigt i denne kløft i forhold til den i går, denne er da også meget bredere – men åh så smuk – så nåede vi vandfaldene, Anne syntes dog de var for små og at der var for mange ikke særlig dybe pools, det kunne umuligt være dem alle talte om at man kunne svømme i. Der kom en lille gruppe med guide, da de havde passeret fulgte vi efter dem og så Whou! – der var poolen med vandfaldet vi kunne svømme over til. På med badetøjet og ud i vandet. Ah! Hvor var det skønt.
Vi havde jo også en del km foran os, så hvor meget vi end gerne havde tilbragt noget mere tid ved poolen måtte vi tilbage til camperen og se at få nogle kilometre bag os.
Når man kører så langt som vi gør, oplever man faktisk mange ting – Eksempelvis massevis af floder og vandløb hvor der godt nok ikke er vand, men der skiltes flittigt med dem – Der er dog på andre årstider masser af vand, af og til også mere end der kan være i floderne så vandet benytter det lavtliggende terræn og vejene når det kommer brusende.
Sidst på eftermiddagen kom vi til South Hedland. Endelig fik vi signal på telefonen, så vi kunne maile hjem, alt er vel selvom der ikke var kommet nyt på hjemmesiden. Men pludselig var det ved at være mørkt – så nu galt det om at komme videre. Anne havde udset sig en bushcamp ca. 80 km nord for Port Hedland, men sådan gik det ikke. På vej mod Broome missede vi et vejskilt og vi befandt os på vej mod centrum af Port Hedland. Det var nu blevet buldermørkt, så vi valgte at finde en Campingplads i stedet.
Her er nu også meget rart, vi har lavet BBQ og skrevet dagbog. I morgen skal vi over Great Sandy Desert, så vi skal tidligt op – for vi vil være tæt på eller i Broome i morgen aften
Vi kørte fra campingpladsen ca. 7.30 a.m. fandt den rigtige vej ud af byen og så gik det ellers op mod Broome.
Det var i dag vi skulle forcere Great Sandy Desert, som ikke visuelt er så sandy endda. Generelt meget fladt og sandet var mere lyserødt en det vi tidligere havde set. På et tidspunkt fik vi set lidt hvidt sand mellem den lave vegetation der var gennem hele ørkenen, afbrudt af et par klatter med lilla vilde blomster
Første stop på vejen var Patdoo Road House her skulle tankes. Vi fik hjælp til at finde telefonnummeret til turistkontoret i Broome. Ville lige høre datoerne for Stairecase to the Moon, fik oplyst, at det var den 11. -12. & 13. oktober. - Phu Ha! - Så kan vi godt nå det. Vi behøver endda ikke at være i Broome før i morgen.
Næste stop Eighty Mile Beach, som er berømt for sin flotte hvide badestrand og flotte ”store” muslingeskaller. Vi havde glædet os til en dukkert, men undlod. Da vi kom ned på stranden stod der temmelig mange lystfiskere og fiskede fra stranden. Blev lidt, fandt nogle flotte muslingeskaller og fik taget et par gode foto. Fortsatte mod Sandfire Road House hvor der igen skulle tankes. Da vi nu ikke skulle nå til Broome blev dagens endepunkt Barn Hill.
Barn Hill stod i vores camp bog, men vi har også hørt om stedet fra Jenny og Hansi, et sted som bare skulle opleves.
Og Jo! - det er meget specielt – ved første øjekast lignede campingområdet en værre gang faldefærdigt rod med toiletter og bad i blikskure uden tag. Bemanding var der kun ½ time 2 gange dagligt, så der var høflig selvbetjening og hjælp fra de andre campister, som udtrykte stor tilfredshed med stedet og sagde, at der var meget unikt. Da vi havde fundet en plet i skyggen, gik Kim en tur på stranden og Anne fladede ud med en bog.
Kort før solnedgang kom Kim tilbage for at hente Anne. Vi fik en meget smuk naturoplevelse, først langs stranden hvor der var ebbe – En ubeskrivelig smuk solnedgang, for derefter at se månen stå op bag nogle klipper, der var badet i det røde skær fra solen. Vi forstod hvorfor de andre på campen var så begejstrede for stedet, her er der en natur uden lige, så ubeskrivelig smuk.
Nede på stranden mødte vi Vince, som også var nede for at tage billeder, vi fik en hyggelig sludder på vej tilbage til campen. Senere fik vi hilst på resten af familien og blev inviteret på kaffe. Vi nåede slet ikke at få spist aftensmad. Vi sludrede lystigt og pludselig var kl. 11.30 p.m og det var på høje tid at komme i seng.
Det var med grædende hjerte vi skulle videre – men vi havde ikke proviant til et døgn længere og måtte desværre af sted til Broome allerede. Vi startede med en dukkert, det var blevet højvande og alle klipperne vi havde gået på i går var nu gemt af vandet.
Efter morgenmaden fik vi sagt farvel til Vince, Susan og deres 3 børn. De skulle mod syd og vi forsætter jo mod nord. Før vi kørte skulle vi lige ned på stranden en sidste gang, hvor vi kunne konstatere at vandet var steget yderligere. Her er meget stor forskel på flod og ebbe.
Da vi kom til Broome var det første vi gjorde, at besøge Turistkontoret for at finde ud af hvilket tidspunkt vi kunne se Stairecase to the Moon og hvorfra. Derefter skulle vi til Britz og bestille tid til service på Camperen. Vi håbede på at få byttet campingstolene og bordet til noget der passede bedre sammen i højden, det lykkedes. Samtidig fik vi et sejl med, som kan sættes ud fra camperen så vi kan få lidt skygge, hvis der ikke er træer i nærheden når vi holder stille. Og så skulle vi finde en campingplads.
På samme camping som vi var landet, så vi igen den lille ternede folkevognsbus. Vi har set den flere gange på vores vej, og fik hilst på ejermændene ved Sandfire Road House. Jo og Rickie et ungt par fra henholdsvis England og Irland, skulle også se Staircase to the Moon. De havde planlagt at se det fra samme sted som os og ville tage bussen der til, det endte med at vi alle fire kørte i vores camper.
Staircase to the Moon er et helt specielt fænomen, som kan ses få steder i Australien, ved fuldmåne og samtidig ebbe. Når månen der står op fra havet og lyser ned på det meget lave vand og det våde sandmudder ligner det en stige eller trappe op til månen. Vi så Staircase to the Moon ud over Roebuck Bay fra The Mangrove Resorts Hotel. Medens månen stod op var der en musiker, der spillede på didgirido. Det var så smuk og stemningsfuldt en oplevelse at man fik kuldegysninger så nakkehårene rejste sig.
Bagefter nød vi en lækker middag i selskab med Jo og Rickie før vi kørte tilbage til campingpladsen. (Vi spiste en fisk, som sar yderst lækker)
Så var det store vaskedag – Vi havde bare så meget vasketøj. Sengetøj, håndklæder m.v samt alt det tøj vi har brugt indenfor de sidste 3 uger.
Vi havde ikke fået provianteret og kørte ud og fandt et center hvor der var forretninger åbent selvom det er søndag, lukkelov findes der vist ingen af her. Flere af de store supermarkeder har åbent 8 – 8 hver dag hele ugen.
Camperen skulle tankes og ærlig talt, er den så møgbeskidt af rødbrunt jord, at vi bliver snavsede bare vi se på den, så den fik lige med en højtryksspuler på tanken.
Vi endte i China Town, der er byens centrum. Der var der næsten lukket, men vi fandt en cafe hvor vi kunne nyde en kop kaffe.
Tilbage på campingpladsen var det nu camperen der skulle skrubbes indvendigt. Der er bare så ækelt at se rødt hele tiden.
Vi synes, at gårsdagens oplevelse af måneopgangen var så fortryllende, at vi måtte opleve det igen. I dag var det 50 minutter senere end i går og endnu smukkere end i går. Farven på månen var endnu dybere og der var flere trin på ”stigen”. Når månen begynder at titte frem over havoverfladen er farven sart gul for derefter at gå over i orange, selve genskinnet i vandet er gyldent. Også i dag var der musik til måneopgangen, hele oplevelsen var meget bedre i dag, måske fordi vi vidste hvad der var i vente.
Vi spiste atter aftensmad i haven til The Mangrove Resorts Hotel, denne gang fik vi lam – meget lækkert.
Tilbage til dagbog Til uge 40 Til uge 42