Dette var ugen hvor camperen var på værksted; hvor vi
legede guldgravere i Koolgarlie; hvor vi surfede på bølgen uden at blive våd
og var rigtige turister der ledte efter spøgelser i Fremantle. Vi var også på
tur med 4WD i outbacken og endte med at komme i fængsel, inden vi sagde farvel
til Perth i Kings Park
Dagen startede med at køre til Toyota nede i byen, Britz
havde adviseret at vi kom. Værkføreren kikkede på vores el og konstaterede,
at det kunne de ikke selv lave og sendte os videre til en autoelektriker længere
nede af gaden. De tog camperen ind og mente at den ville være så go’ som ny
efter et par timer.
Forventningsfulde daskede vi ned til den historiske gade
Hannan Street og besøgte The museum of the goldfields. I Hannan Street ligger
der mange gamle flotte bygninger som vi fotograferede, samt Paddy Hannan’s
statue, manden der først fandt guld der hvor byen Koolgarlie i dag er
grundlagt.
Da vi kom tilbage til autoelektrikeren havde de fået vores
ekstra batteri til køleskabet til igen at lade når vi kører. De kunne ikke
fikse 230V kontakterne, det skal der en elektriker til. Så vi starter dagen i
morgen med at køre på værksted igen – Godt det er Britz der betaler.
Først på eftermiddagen ringede vi til Frank, han var
kommet fra Perth tidligere på dagen. Sammen med Frank tog vi op på Super Pit
Outlook, som er en udsigtsplatform hvorfra man kan se en mindre del af den største
guldmine i Australien. Guldminerne herude ligner månelandskaber, det er kæmpe
brede huller der udgraves. Med Frank som guide blev oplevelsen ved det store hul
meget mere spændende. Han arbejder i den pågældende mine som reparatør på
boreudstyret og kunne fortælle, hvad det var vi så nede i det kæmpe krater.
Han fortalte, at det vi troede var forskellige jordlag, var afstivning af
jordsiderne således at de ikke styrter sammen når de kæmpe store lastbiler kører
rundt i udgravningen. Hjulene på lastbilerne, der kører i guldminen, er mere
end mandshøje.
Efter en gang kaffe med kæmpe chokoladekager på Fast
Eddys, sagde vi farvel til Frank, han skulle på arbejde på natholdet. I
minerne arbejdes der i flere skift på 10-12 timer af gangen.
Herefter kørte vi ned og satte camperen i Hannan Street og fotograferede flere flotte bygninger.
Hjemme på campingpladspladsen tilberedte vi vores første
selfmade Aussie BBQ, bestående af kalveschnitzel, pølser, salat og brød.
Jamen vi startede dagen med igen at køre på værksted - kl. 7.30. a.m. var vi der. Vi stillede camperen og daskede ned på Fast Eddys for at få morgenmad. Stor morgenmadsplatte med bacon, spejlæg, pølser, steak, ristede champignon, grillet tomat, toast med marmelade, orange juice, frisk frugtsalat og the. Og det smagte bare godt. Interiøret på Fast Eddys er af jern. Rundt på væggene hænger der gamle plakater og emalje skilte – der er stemning og personalet er meget søde.
Efter 45 minutter ringede de fra værkstedet og fortalte
at, nu var vores 230V el i camperen repareret og toasteren checket, den fejlede
ikke noget.
Vi kørte nu ned til Burt Street – det er den historiste
handelsgade i Boulder. Boulder er også en gammel mineby som Kalgoorlie er
smeltet sammen med. I gaden var der også gamle huse der engang havde været
flotte, men de fleste så ikke særlig velholdte ud. Vi havde læst, at der i
Boulder var et Pharmacy Museum. I turistbrochuren var der annonceret nye og op
til 100 år gamle farmaceutiske genstande på WA’s eneste arbejdende museum.
Museet viste sig at være apotekerens private samling som fyldte en tredjedel af
butikslokalet. Samlingen bestod af mange sjove gamle ting. Der var gamle
standkrukker med kemikalier, der var gamle færdigpakninger (glas og flasker med
lægemidler), mortere med pistil i forskellige størrelser, men også en fin
samling af gamle kameraer og film, hvorfor nu det? JO! – herude er det som
bl.a. i England meget almindeligt, at man kan få taget pasfoto og få fremkaldt
sine film på apoteket. Hvis der er Farmakonomer som læser med her vil jeg lige
sige, at tankerne fløj til Danmark og Markers spændende samling, som kan ses i
Pharmacons kælder i Hillerød
Det var også i dag vi var på Internetcafe for at uploade sidste uges oplevelser til vores hjemmeside. Vi skal lige hilse og sige, at det ikke gik for hurtigt. Deres forbindelser her er ikke så hurtige som hjemme, så vores PC gik ned et par gange – og det tog urimelig lang tid at få billederne op, og så virkede det ikke – ØV!
Men vi skulle lige nå et museum mere og videre til byen
Coolgardie. Det første nåede vi, men det sidste nåede vi ikke.
Museet vi gerne vi ville nå at besøge var Mining Hall of
Fame, som indeholder hele Australiens guldhistorie. Museet ligger på et område
med en gammel mine, hvor besøgende kan komme ned i en lille del af den gamle
mine. Vi skulle selvfølgelig ned i minen. Vi kom ned gennem mineskakten med den
gamle mandskabselevator, hvor man fik en smagsprøve på hvordan sardiner i dåse
må have det. Minegangen var ca. 36 m nede og vi fik en kanon oplevelse.
Bagefter så vi hvordan de smeltede guldet til barer, det var dog messing der
blev brugt til formålet. Rundt omkring på museet havde de skabt kulisser af de
første camps og de senere meget primitive huse som minearbejderne boede i. Vi så
også en af lastbilerne der køres med i minerne i dag, denne var dog ikke meget
større end en almindelig lastbil. Ved siden af stod et dæk som tilhørte den i
går omtalte kæmpe lastbil og det var mega stort
Så trængte vi også til at sidde ned og få kaffe og kage.
Cafeen på museet var lukket, så vi kørte ned på en cafe i byen. Bagefter gik
Kim ind på internetcafeen igen og fandt ud af hvad der var gået galt tidligere
på dagen, så nu har vi igen en opdateret side på vores netsted.
Ja, så var klokken tæt på 6 p.m. og vi kunne ikke nå
Coolgardie før det blev mørkt, så vi er checket ind på den campingplads vi
forlod i morges – og må så til gengæld lidt tidligere op i morgen.
Dagens program: Besøg minebyen Coolgarlie, køre til Wave
Rock og derefter køre så tæt mod Perth/Freemantle som muligt
Omkring klokken 8 kørte vi fra campingpladsen, fik tanket benzin og kørte mod Coolgarlie, som ligger knapt 40 km fra Kalgoorlie. Anne havde regnet med at besøge et museum eller to, men i hvert til fælde museet på den gamle station. Vi var i Coolgarlie ca. 8.45 a.m og kørte først ned til stationsbygningen for at se hvornår museet åbnede. Der blev vi mødt af en besked på museumsdøren, at der var lukket indtil videre og at det var uvist hvornår museet åbnede igen. Lidt slukøret kørte vi tilbage til hovedgaden, hvor der kun var turister. Der fik vi øje på en indrammet planche med overskriften ”Greatest Goast Town”, hvilket var meget rammende. Vi daskede lidt op og ned af hovedgaden for at se på de tilbageværende bygninger fra Den Store Guld Periode. Det var underligt at køre ned gennem hovedgaden på grund at dens bredde. Gaden er lige så bred som en 4 spors motorvej i Danmark, ca. 30. meter. Hvorfor nu det? – Jo! – Det meste transport til byen i gamle dage, foregik med kameltrukne vogne. Kameler kan som bekendt være meget stædige og ville ofte ikke gå baglæns så kameltransporteren kunne vendes, altså lavede man gaden så bred at transporteren kunne dreje rundt på gaden uden at kamelen skulle gå baglæns.
Da vi have fotograferet de bygninger der var værd at få i kassen, kørte vi mod The Wave Rock en tur på ca. 400 km.
Landskabet varierede meget i farverne, da der nu er en del
vilde blomster i bushen. Vi så en del lilla og blå, blandet med lidt rosa,
gule og hvide blomster. De første 230 km kørte vi langs The golden Pipeline,
en 563 km lang vandledning som transporterer vand fra Perth til Kalgoorlie.
Ledningen blev etableret i 1903. De sidste ca. 150 km til The Wave Rock foregik
på rød/gul grusvej.
Ved tretiden nåede vi frem. På vores vej rundt de sidste
14 dage har vi mødt flere Aussiere der sagde, nu måtte vi ikke blive skuffet
for bølgen var ikke særlig stor og anderledes end på billederne i
turistbrochurerne. Men vi var begge meget betaget af dette naturfænomen, tænk
at stå under en ca. 15 meter høj klippevæg formet som en bølge, det var
specielt. Bølgen er i øvrigt en lille del af en stor klippeblok The Hyden
Rock, navngivet efter byen Hyden beliggende 2 km fra klippen. Vi gik endvidere
en tur oppe på klippen og fik vi set lidt af golfbanen, som gemmer sig på den
anden side af The Hyden Rock.
Efter en hjemmelavet sandwich gik turen mod Perth, vi var
spændt på hvor langt vi kunne nå før det blev mørkt. Vi nåede til Brookton
og fandt campingpladsen fra vores bog. Vi fik kørt 605 km i dag og i morgen har
vi under 150 km til Fremantle, hvor vi har tænkt os at blive et par dage.
Campingpladsen vi sov på var placeret i den ene ende af byens sportsplads. Efter de sædvanlige daglige morgenrutiner var vi klar til at tage mod Fremantle. Vi kørte lige ind i centrum og parkerede camperen. Parkeringsskiltene er lidt svære at forstå, men vi tror nok vi efterhånden har fattet budskabet. Så vi betalte i automaten for den halve time vi måtte blive der. Ledte efter turistinformation, som vi ikke fandt i første omgang. Satte os i stedet og fik en kop formiddagskaffe på en hyggelig cafe på gågaden.
Derefter gik jagten ind på turistkontoret igen, så vi kunne få oplyst hvor på centrum den tættest beliggende campingplads lå.
Det viste sig kun at være 2½ km fra centrum. Det er nok
den største campingplads vi har besøgt endnu, men her er meget hyggeligt. Fik
spist frokost og prøvet vores campingbord og stole som vi har lejet sammen med
camperen. Ah! – nu var det endelig vejr til at sidde ude.
Vi tog bybussen ind til byen - det var herligt, ikke at
skulle tænke hvor camperen befandt sig og hvor lang tid vi nu måtte holde der.
Kim havde forelsket sig i et nyt kamera og det ville han gerne kikke nærmere på, det endte selvfølgelig med at vi kom ud af forretningen med et ekstra kamera, dette er dog ikke til digitale billeder, men til go’e gammeldags film.
Så tog vi en turisttur - rundt i byen med en sjov lille bus – det var den
historiske rute hvor vi så og fik fortalt om de mange flotte gamle bygninger
der er her.
Derefter daskede vi op og ned at gågaden og var inde i
flere forretninger og kikke på didgeridoo. Vi forelskede os voldsomt i en, som
kostede lidt for meget i forhold til hvad vi havde forestillet os. Men vi fik
lov til at tage billeder af den og fik forretningens kort, så kan vi jo ringe
og høre om den stadig er til salg hvis vi ikke finder en anden.
Nede på havnen fandt vi en fiskerestaurant, hvor vi fik en
serveret alt godt fra havet - blæksprutteringe, babyblæksprutter,
kammuslinger, blåmuslinger, østers, kæmperejer, sardiner, stegt- og grillet
fisk, salat og chips – der var bare så meget mad at vi til sidst var ved at
sprække – Alt dette for bare 300 kr. og Anne fik endda champagne
Fandt en bus det kørte ud mod campingpladsen – og så
var det godnat
I dag kom camperen slet ikke ud og køre – vi tog bussen
frem og tilbage til Fremantle city. Vi skulle på marked for at se hvad det var
for noget – der var ting og sager marked – og frugt og grønt marked. Det
ene sted havde de jordbær dyppet i chokolade, det måtte Anne bare smage.
Australske jordbær er store og smager rigtig godt siger jordbæreksperten
(Anne). Vi købte også pærer, de er bare go’e.
I rigtig mange år har Kim drømt om en ægte cowboyhat af
mærket Stetson, hvilket er amerikansk. Inden for de sidste år er han dog blevet enig med sig selv om, at det i stedet skal være en australsk
cowboyhat (Down Under hedder det egentlig ikke cowboy, men stockman). Alle steder hvor vi har været i nærheden af en by har Kim kikket på hatte,
og i går fik han endelig købt en - Det blev en mørkebrun Akubra i traditionel
Australian stockman stil med modelbetegnelsen Cattlemann - Den er meget lækker. Anne købte også
hat, så nu er hovederne godt skærmet mod solen, når nu den bliver lidt
flittigere til at skinne.
Vi er blevet anbefalet at se byens gamle fængsel, som nu er museum. I går købte vi billetter til en Very Scary Ghostly Tour efter mørkets frembrud, hvor vi blandt andet kommer til at se fængslet og flere andre steder hvor der - med garanti - måske var spøgelser.
Det blev ikke den fængselstur vi havde forestillet os, for
vi så ikke så meget af fængslet som forventet. Men vi så konturerne af et
ansigt i et af fængselskirkens ruder, når der blev lyst på ruden med vores
lygter – måske var det et spøgelse! Vi havde en meget hyggelig tur
alligevel. Det var en festlig ældre herre der guidede os rundt og fortalte
vandrerhistorier om spøgelser der hjemsøgte de steder vi besøgte på turen,
undervejs blev der serveret sodavand og fish and chips.
Turen sluttede tæt på 11 p.m. og så var det bare om at
finde bussen tilbage til campingpladsen. Trætte og mætte af de mange spændende
oplevelser fandt vi hurtigt soveposerne, og fik på trods af
spøgelseshistorierne en rolig og velfortjent søvn.
I dag har vi været i Perth og besøge familien Johnsen for sidste gang, før vi drager nord på i morgen.
Vi var blevet inviteret på eftermiddagskaffe og 4WD-tur i bushen, hvilket vi har set frem til med stor glæde.
Familien har en 4 hjulstrækker med plads til 7 personer incl. fører. Da vi kom, blev picnictasken pakket med kaffe, småkager, chips, håndbajer og sodavand – og så var det ind i bilen med os alle sammen.
Det var sjovt at komme ud i naturen på en måde vi ikke selv har mulighed for med vores camper. Ud i et spor, op og ned af sandklitter. Ved at lukke noget af luften ud af dækkene, er det meget nemmere at få bilen til at skøjte hen over sandet.
Vi så også flere forskellige dyr – sorte papegøjer, en flot stor kænguru, flere kaniner og bobtails (et lille øgledyr)
Tæt ved kysten så vi et vrag. Det var resterne af et
containerskib, der var gået på grund for mange år siden. Frank & Heidi
fortalte, at det var forsvundet en det af vraget på de 12 år, De har boet i
Perth.
Da vi sent på eftermiddagen kom tilbage til Familien
Johnsens hus, var det tid til at sige farvel. Men forinden skulle camperen lige
fremvises en sidste gang. Det var ikke alle familiens medlemmer, der havde set
camperen inden i sidst vi var på besøg – og den var også meget rodet på
det tidspunkt, da al bagagen, campingbord og stole blot var kastet ind i den da
den blev hentet hos Britz.
Før vi kørte tilbage til campingpladsen, kørte vi ind
til Fremantle centrum for at finde et hyggeligt sted at spise aftensmad.
Vi kom fra campingpladsen omkring kl. 8.30 a.m. – Første
stop var en af molerne i Fremantle, Kim ville gerne fotografere marinemuseet fra
søsiden og det kunne man fra molen. Næste stop blev Fremantle arts and Museum,
et af de steder vi havde været på Goast turen og som Anne godt kunne tænke
sig at se i dagslys.
Lidt før kl. 10 a.m. var vi ved Fremantle Prisson. Vi skulle jo se dette på en større rundtur end vi nåede på goast turen. Det var et meget spændende besøg. To forskellige guidede ture på henholdsvis 75 og 45 minutter førte os rundt i det gamle fængsel, der havde været i brug indtil efteråret 1991. Under turene fik vi fortalt en del af fængslets historie. På første rundtur kom vi rundt og så fængslets udearealer, kirken og nogle af cellerne. Cellerne var meget små, der var toiletter i gården, i cellen var en spand hvis toiletbesøg ikke kunne vente til gårdturerne. I nogle af cellerne var der malet på cellevæggene, der var de rene kunstværker, meget smukke. Der var også malet billeder på væggene i den ene gård.
På den anden rundtur kom vi forbi de gamle værksteder
hvor fangerne havde arbejdet, vi kunne dog ikke komme ind på værkstederne. Vi
var også på kvindegangen og sluttede i en bygning opført nogle år senere end
de øvrige bygninger. Denne del var restaureret og blev i dag brugt til liberalt
erhverv. Men vi var inde i bygningen og så isolationscellerne, der var
forblevet som da fængslet var i brug. Cellerne er i dag kontorer, et par celler
var lavet om til thekøkken for de ansatte, de gamle celledøre var intakte. Et
stort gangareal var omdannet til reception og lounge. Når man så bort fra
blomster og lækre loungemøbler kunne man godt forestille sig hvordan det
oprindelig havde været.
Så var det Goodbye
til Fremantle og turen gik nu til Kings Park i Perth. Vi vidste, at Kings Park
var stor, men den var alligevel noget større end vi havde forestillet os. Det
fine vejr havde lokket rigtig mange mennesker på familieskovtur. Nogle besøgte
blomsterfestivalen i det ene hjørne af den botaniske have, andre nød det gode
vejr sammen med den medbragte picnickurv.
Vi nød blomsterne men især udsigten ind mod Perth
centrum, broen over til Perth syd og udsigten ud over Swan River. Selvfølgelig
sluttede vores besøg i Kings Park med kaffe og kage.
Ja! – nu var tiden kommet til et sidste farvel til Perth, en by der virkelig her gjort et stort indtryk på os og som vi begge gerne vil besøge igen, hvis vi kommer til Australien en anden gang. Samtidig var det også slut med vores rundtur i den sydlige del af Western Australia. Nu går det nord på - nye eventyr venter.
Vi kørte så langt vi kunne nå – kort før det blev mørkt fandt vi en campingplads helt ude ved kysten i en lille by ved navn Guilderton. Her har vi fået set vores første solnedgang over Det indiske Ocean. Det gik utroligt stærkt, solen faldt enormt hurtigt ned fra himlen.