Ugen igennem har vi fået en masse flotte naturoplevelser. Vi har bl.a. besteget Western Australias højeste bjerg Bluff Noll, set én slange (hvilket er et meget stort privilegium), lizards, hvaler og én enkelt søløve. Vi er nu i guldgraverbyen Kalgoorlie og har nu kørt 2417 km. Vores sidste bedrift er at tage strømmen fra 2 campingvogne + strømmen på vores egen camper, læs selv hvordan
Vi startede med at køre fra campingpladsen kl. ca. 9 – for derefter at køre ud til The Gloucester Tree. Et ca. 65 meter høj træ der tidligere har været brugt til observation af skovene for at se om der var opstået skovbrand. Der var sat store jernstænger ind i træet som trin, det var dem vi kravlede op til observationsplatformen på og ned igen.
Fra byen Pimberton kørte vi til Vally of the Gigants ved byen Walpole for at foretage Tree Top Walking, som er en gåtur rundt på hængebroer mellem trætoppene, det højeste sted var 40 meter over jorden. Det var en anderledes fornemmelse at kikke ned mellem træerne mod normalt at kikke op til trætoppene.
Næste by på turen var Denmark, hvor vi stoppede og fik kaffe/varm chokolade og kage. Selvfølgelig skulle vi også have et billede af monumentet ”Welcome to Denmark” og byskiltet ”Denmark”. Slutmålet for denne dag var Middelton Beach Holyday Park, en campingplads ved tæt ved Albany centrum.
På vej til Albany ad Lower Denmark Road stod der lige pludselig et byskilt mere der lød hjemligt, byskiltet ”Bornholm”.
Som sædvanlig nåede vi frem til campingpladsen efter mørkets frembrud
I dag har vi haft vores første hele solskinsdag DownUnder - Vi er i Albany og havde håbet, at vi skulle ud og se hvaler fra en båd i dag, men her er ingen hvaler fordi det har regnet så meget, at hvalerne ikke kommer ind i bugten King George Sound ved Albany for at føde deres unger som de plejer. I stedet besøgte vi en nedlagt hvalfangerstation der var omdannet til museum efter at stationen var lukket i 1978. Det var meget spændende og vi brugte ca. 4 timer på museet. Vi nåede også at få kaffe og mega store chokoladekager
Derefter kørte vi ud til kysten ved Sydhavet og fik nogle flotte naturoplevelser, bl.a. The Blowholes, der var en revne mellem klipperne som vandet havde dannet gennem mange år. Når bølgerne gik ind til kysten fra den rigtige side, blev vandet presset op mod klipperne så vand og kraftig vind blev skudt op gennem hullet. Vandet blev skudt op i en sky af dråber og vinden fløjtede kraftigt (deraf navnet). Der var også tid til Klippe formationerne The Gap og Natural Bridge før det blev for mørkt.
I morges gik vi en tur på campingpladsen den er ikke stor, men meget hyggelig og meget ren. På badeværelserne er der ved hver vask små blomsterbuketter af friske blomster. Vi nåede også en strandtur, brændingen var meget flot, Kim fik taget nogle meget flotte billeder. Efter at have pakket camperen kørte vi ned til Albany. Kim ville se om det var muligt at købe en adapter fra vores omformer til det ekstra batteri der trækker køleskabet således, at vi kan bruge strøm til batterioplader og PC, når vi ikke overnatter på strømpladser. Det lykkedes, derefter fik vi kontakt til Vodafons data support og fik endelig gjort dem forståeligt, at vi skulle bruge en adresse til deres SMTP-postserver for at vi kunne sende mail fra Outlook Express. Endelig fattede de hvad vi mente og med adressen nedskrevet skulle vi selvfølgelig prøve med det samme – Første mail vi har sendt på denne måde blev selvfølgelig sendt til Jacob og det virkede. Nu manglede vi blot at få Uploaded de forberedte rettelser til vores hjemmeside. På en internetcafe lykkedes det, at koble vores PC til cafeens ADSL-forbindelse, så nu er vores første Aussie billeder i luften.
Da vi havde ordnet alt det praktiske var det tid til at se sig om i byen i dagslys (vi har ellers kun set Albany by night). Det er en hyggelig by lidt blandet Western suppleret med Old English country style, det blev vi sultne af. På en cafe i hovedgaden fik vi nogle ultra lækre sandwich og hertil valgte Kim Sprite og Anne Coca Cola med vanille smag (Anne syntes den smagte OK)
På turistkontoret samlede vi lidt flere brochurer og besluttede os til at køre til Stirling Range NP ca. 80 km nord for Albany og Bush campe. Vi er her helt alene. På pladsen er der toiletter, som skal besøges med lommelygte efter 6.30 p.m. for her er meget mørkt. Når man sådan liste sig af sted med lygten pusler det i krattet, det er bare små kænguruer der er hopper rundt på aftentur. Himlen er så flot, aldrig har vi se så mange stjerner. Bush campen hedder Moingup Springs.
I dag var vi ude og køre på røde grusveje gennem Stirling Ranges NP, en meget flot tur rundt i parken hvor vi kunne se bjerge hele tiden. Medens vi kørte passerede en ca. 1 meter lang slange vejen, så det var med at få standset bilen, rullet vinduet ned og få kameraet tændt, vi fik den i kassen.
I den ene ende af Stirlings Ranges ligger Vest Australiens højeste bjerg, Bluff Knoll 1093 m over havet, dette ”besteg” vi efter frokost. Turen op til toppen tog os ca. 1 time 45 min, det var en strækning på ca. 3,1 km. Efter at have sundet os på toppen med lidt chokolade og vand, gik det ned mod parkeringspladsen. Nogle af jer derhjemme undrede sig over hvad vi skulle bruge vandrestøvler til. Vi kan blot sige, at vi havde god brug for dem i dag. Vi står godt fast så vi ikke skrider i de løse sten og grus. Vel nede igen men trætte kunne vi konstatere, at vi havde været 3½ time om hele turen. På parkeringspladsen mødte vi flere aussier som vi fik snakket med. En fortalte, at han havde gjort turen for 40 år siden. Dengang klatrede man op fra tidlig morgen for at kunne nå ned igen inden mørkets frembrud. Det var en sjov ekstra krølle at få med, og satte samtidig vores bedrift sat lidt i relief. Vi skulle dog ikke klatre særlig meget idet der var en del naturlige trin suppleret med tilpassede trappetrin fremstillet med brædder, grus og sten. Dette er ikke ensbetydende med at det var let at gå der op (var der nogen der sagde Møns klint – prøv den en 5-6 gange lige i træk)
Vi har været uden tlf-dækning siden vi forlod Albany, men
er på igen her til aften - så nu er det tid til at se besvare mail og se om
der er nyt hjemmefra - Det er bare så hyggeligt at få mail og høre nyt
hjemmefra, når man sidder på den undersiden af kloden.
Vi har Bushcampet et par dage, det var lidt sjovt. Det er lige som at holde på
en rasteplads. På Moingup Springs var der toilet og regnvand, primitivt men
hyggeligt. Så inden vi går til køjs skal vi lige have et bad, og nyde at vi
er på campingplads med varmt vand igen.
Er nu nået til Esperance den østligste by i den sydvestlige del af Western
Australia. Der var en meget smuk solnedgang i aften og da dagslyset blev slukket
dukkede stjernerne op fra en skyfri himmel, meget flot.
De sidste par dage har vi haft nogle meget betagende naturoplevelser. I dag har indtil videre været vores længste køretur 577 km - heri en lille omvej på 130 km, så vi kunne komme ud til kysten (Point Ann) i håbet om at se hvaler. - Og vi fik set hvaler - 4 voksne og 2 unger. Vi stod på en platform inde ved kysten og så dem flyde rundt faktisk så tæt på som ca. 75m - De sprang ikke og viste de flotte dyk som man ofte ser på film. Men vi SÅ hvaler og har taget mindst 50 billeder af dem i håbet om at bare ét billede kan bruges til vores hjemmeside
Da vi drejede ind på vejen mod Point Ann mødte vi advarselsskiltet ”Water over road”, det er ikke for sjov at der vises den type advarsler, men vi besluttede os alligevel for at se hvor langt vi kunne komme før vi måske blev nødt til at vende om. Velvidende at vi måske skulle køre næsten 60 km før vi mødte vand på vejen, tog vi chancen. Vi har læst i rejsebeskrivelser, at andre med held er kommet igennem sådan en vej, enten fordi skiltet ikke var blevet fjernet, eller fordi vejret skifter så meget, at det måske kun er hver anden dag der er vand på vejen. Vi var heldige og kunne køre på de røde grusveje gennem Fitzgerald River NP helt ud til Point Ann. På vej derud var vi flere gange heldige at møde et varanlignende lille dyr. Kim kalder dem Varanus ukendtus og nogle gange Hans Otto Bisgaard
Det lille dyr vi så i går (Hans Otto), har vi i dag fundet ud af er en Lizard. Vi fik det af vide af et engelsk canadisk Aussie par vi mødte her til morgen i campingpladsens køkken.
Dagen i dag gik til Cape le Grande NP. Der skulle være smukke kyststrækninger og lange hvide strande.
Da vi kom til den første bugt var vi lidt skuffede. Det stormede en halv ”pelikan” og hav og strand lignede Vesterhavet i hård bølgegang med pålandsvind, og en masse tang skyllet op på stranden, eneste forskel var farven på vandet.
Vi kørte derefter over til en anden, en tredje, en fjerde bugt og blev forundret over hvor meget klipperne skiftede karakter fra bugt til bugt – og så kom også de flotte hvide bountystrande. Det var betagende smukt. Midt i nationalparken kunne man også bestige et bjerg, Frenchman Peak, ikke så højt som Bluff Noll, men vi gad ikke og endvidere var der opsat skilte, som advarede mod at kravle op når det var kraftig vind – og det havde der været hele dagen. Men solen har skinnet så flot og de regnbyger der var varslet kom ikke hvor vi var.
Tilbage i Esperance checkede vi ind på samme campingplads som aftenen før – p.g.a. den kraftige blæst tiltalte det os ikke, at Bushcampe ude i Cape le Grande NP.
Vi kørte derefter til en nærliggende sø – Pink Lake, som ikke var nær så pink mere. Farven får den fra nogle alger der producerer betakaroten i en noget højere koncentration end der findes i gulerødder.
Til sidst var vi så mætte at naturoplevelser, så nu skulle vi bare tilbage til campingpladsen – og dog - Esperance er kendt for sine søløver langs kysten og vi havde ikke set en eneste endnu. Nede på campingpladsen havde vi fået oplyst, at hvis der var lystfiskere på molen, var der altid søløver i nærheden. Så vi gik en tur på molen og sørme om der ikke svømmede en enlig søløve rundt og ventede på, at der skulle blive lidt til overs fra lystfiskerne.
I dag skulle vi tage det roligt, nyde det, slappe af og – ja kort sagt lave så lidt som muligt. Masterplanen var at køre ned til den lokale wienerbrødssælger (købmand) og købe nogle af deres helt vidunderlige kanelsnegle.
Herefter gik turen fra Esperance til Kalgoorlie, en tur på omkring 400 km., så vi regnede med at være hurtigt fremme det vil sige på ca.4½ time. Kalgoorlie er Australiens største guldgraverby med mere end 30.000 tusinde indbyggere.
På vejen op til Kalgoorlie så vi masser af kænguruer, desværre lå de alle sammen døde i vejkanten – de fleste kørt ned for nylig, sandsynligvis af de kæmpestore vogntog (RoadTrains).
Under en pause i guldgraverbyen Norsemann, gik vi tur i en naturlig botanisk have. Det var en flot tilrettelagt tur henover et udkigspunkt hvorfra man havde en udsigt på op til 50 km ud imod Nullarbor sletten. Vi spiste frokost ved nogle borde og bænke nede i byen. Byen er beboet af 1100 mennesker og ser i øvrigt meget kedelig ud, noget i retning af starten på en spøgelsesby.
Resten af køreturen gik stille og roligt fordi vi måtte køre forholdsvis langsomt, der kom vindstød der nærmede sig 20-30 meter i sekundet og det kan mærkes i en autocamper med forhøjet tag. Nu er det sådan, at RoadTrain ikke tager sig synderligt af vejr og vind, det skal bare frem. Med sådan et liggende lige i baghjulet er man nødt til at træde på sømmet, medmindre man er interesseret i at blive overhalet. Strategien blev derfor, ved nærmeste bakke opad, at give camperen en spand kul og hermed lægge afstand til ”forfølgeren”. Når det går opad falder hastigheden på et RoadTrain helt ned til 30 km i timen. Efter at have fulgt denne strategi et par bakker besluttede vi, at holde ind på en rasteplads og lade det passere.
Klokken 4 p.m. vel fremme på campingpladsen i Kalgoorlie besluttede Kim, at der skulle vaskes tøj, så det gik der også et par timer med inden aftensmaden.
Under de sidste forberedelser før vi skulle spise, blev der ristet brød på den til camperen tilhørende brødrister (I ved den der selv smider brødet ud når det ristet). Af uransagelige årsager besluttede brødristeren at brænde stikkontakten af, i stedet for at riste vores brød. Nå, men der er da heldigvis en sikring i kredsløbet, den gik også. Da vi slog strømmen til igen kom der en meget pæn blå gnist ud af kontakten – Og så var der heller ikke lys i nabocampingvognene; se sådan kommer man i kontakt med de andre campister.
Nu er der ringet til Britz som har autoriseret et værkstedsbesøg hos Toyota, så der tager vi hen i morgen. Som sagt - I dag skulle vi bare tage det roligt, nyde det, slappe af og ………..