Nu er det, nu er det – jul, jul, jul. Ja nu er det endelig jul! – Ugen startede med julesang og regnvejr, selvom det er nu sommeren starter herude. Det har været en rigtig bjerguge både Snowy Mountains og Blue Mountains. Vi har også besøgt hovedstaden Canberra. Vejret har været meget blandet – lidt sol, mest regn, tåge og en mega thunderstorm. Mødte både rejsevenner og venner fra Danmark. Ugen sluttede både beklemt og forventningsfuldt
Før vi kom ud af soveposerne lå Kim og sang julesange – i radioen sagde de: Godmorgen, det er i dag den 1. december, årets første sommerdag. Ja, underligt er det, at vi fra i dag kan begynde at tælle dagene til juleaften
Vi overnattede i Snowy Mountains men her er ingen sne, den er nemlig ikke evig her. Der var til gengæld klamt og vådt, den megen fugt fordampede fra træerne og dannede til tider tæt tåge
Vi kørte af snoede bjergveje mod Cabramurra, Australiens højst beliggende by. Byen så meget ny ud og husene lignede mere et skicenter, men vi så da også enfamilies huse. Vi fortsatte ad flere snoede bjergveje frem til byen Cooma, hvor vi spiste frokost, dejlig varm suppe.
Omkring kl. 3 p.m. nåede vi frem til Canberra, Australiens hovedstad og var så i det andet territorie (det første var Northern Territory) Vi kommer igennem 5 stater og 2 teritorier, og mangler så kun Queensland som må vente til en anden gang
Det gik rimeligt nemt at finde frem til parlamentsbygningen. Camperen blev parkeret i det underjordiske P-hus, der var så højloftet at selv store turistbusser kunne komme derned. Besøget i parlamentsbygningen var meget spændende. Det er en forholdsvis ny og meget moderne bygning, med en spændende arkitektur. I parlamentsbygningen kunne man gå rundt på egen hånd eller på en guidet tur, vi valgte det første. Vi kom både ind i underhuset og parlamentet i begge tilfælde var der gang i debatten
Herefter lykkedes det at finde turistkontoret medens det havde åbent, så de kunne fortælle hvor den nærmeste campingplads lå. Her er OK, ingen luksus, men her er strøm så vi kan bruge pc’en.
Kim har hele dagen pønset på at producere en julemail til dem derhjemme, den har vi fået brygget sammen og sendt her til aften.
I dag havde vi tre ting på programmet. Australien War Memoral, The national Museum of Australia, samt at komme tættere på Sydney og dermed også Blue Mountains.
Vi besøgte først Australien War Memoral, som er bygget op med en mindegård hvor navnene på alle faldne under de krige Australien har deltaget i er oplistet. I forbindelse hermed er bygget et memoral under en kæmpe kuppel. Inden for er vægge og kuppelen beklædt med mosaik, udført som fire billeder af henholdsvis søværnet, hæren, flyvevåbnet, samt det frivillige kvindelige værn. Der var desuden tre store vinduespartier med 5 ruder i hvert parti, alle med glasmosaik af forskellige funktioner der blev udført under de krige.
Museet har også et par store udstillinger med effekter fra krigene, samt panorama udstillinger af forskellige krigssituationer. Guiden fortalte at ideen bag museet er opstået i respekt for de faldne australier efter 1. verdenskrig i alt 61.000 unge mænd, ud af en befolkning på fem millioner. Herefter har man fulgt traditionen op på faldne australier i efterfølgende krige.
Rundvisningen skulle vare ca. 1½ time, vi kom igennem mindegangene med alle navnene på de faldne australiere, memoralet, udstillingslokalerne for 1. verdenskrig og starten på 2. verdenskrig. Da der ikke var tegn på at rundvisningen sluttede efter 1½ time besluttede vi os for at tage afsked med Australien War Memoral, så der også blev tid til et besøg på The national Museum of Australia
På The national Museum of Australia startede vi med lidt frokost og kaffe inden vi skulle på tur rundt i udstillingen. Museet er kun 2 år gammelt, det var meget spændende at se hvordan de forskellige udstillinger om Australiens historie var bygget op. Vi så også en dokumentarfilm om den stjålne generation. Den handlede om halvkasterne, børn af aboriginals kvinder og hvide mænd. Børn der blev fjernet fra deres familier for at blive opdraget som hvide, det var meget gribende beretninger fortalt af voksne, som var blevet fjernet som børn, nogle lykkedes det for at få kontakt til familien da de blev voksne. Andre måtte forlige sig med at deres mødre var døde, nogle allerede kort tid efter at børnene var blevet fjernet. En kvinde fortalte at hendes mor var begyndt at drikke efter hun var blevet fjernet.
Til sidst orkede vi ikke mere, hovederne var ved at springe efter alt det vi havde oplevet, så vi sluttede med en kop kaffe, før vi kørte fra Canberra.
Her til aften er vi landet i Goulburn på en lille men meget dejlig og hyggelig campingplads. Her er julestemning for alle pengene med nisser, lys guirlander, togbane der kører igennem byer og bjerge med sne m.v.
Vi vågnede tidligt, mest fordi vækkeuret larmede, men også fordi vi gerne ville hurtigt af sted så vi kunne ramme Blue Mountains så tidligt som muligt.
Under 200 km havde vi foran os – Og god vej, så på trods af regn i stride strømme var vi hurtigt fremme i Glenbrook, hvor visitorcentret lå, vejret viste sig fra en bedre side. Det vil sige at det ikke længere regnede, men at skyerne bare var tætte og lavthængende.
Efter en gennemgang af vores muligheder, når vi havde hele to dage til rådighed, kørte vi videre til vores første mål, Wentworth falls, det største vandfald i Blue Mountains. Vi spiste lidt hjemmelavet frokost og drak lidt the inden vi gik ud til Jamison lookout. Her var der så lavthængende skyer at vi faktisk stod midt i dem, uden mulighed for at se noget som helst – Det hele var hvidt og ugennemsigtigt! Alligevel blev vi der lidt før vi gik ned til Princes Rock lookout, stedet hvorfra vi skulle kunne se vandfaldet. På vej ned fik at vide, at der intet var at se på grund af tågen, så vi lige så godt kunne vende om, det gjorde vi ikke.
Fremme ved udkigspunktet kunne vi konstatere at dem vi mødte på vej ned, var gået for tidligt – Vi kunne stå og se bjerge, dale og vandfald dukke op gennem skyerne og vi øjnede muligheden for at gå helt ud til vandfaldet. Efter at have skiftet til vores trofaste vandrestøvler begav vi os ud på dagens første tur. Turen førte os ned af trapper, hen af stier over vand og ned af stejle klipper, halvvejs ned til bunden af kløften – Her var der en formidabel udsigt, op af vandfaldet ned i kløften og op af de stejle klipper vi netop var kommet ned af. For at undgå at den stejle vej op, besluttede vi at gå af en sti de kaldte National Pas. Et godt stykke hen af stien, opdagede vi at netop den sti var lukket på grund af sikkerhedsmæssige reparationer, så vi måtte vende om og tage samme sti op igen. Vejen op skiltes igen i to og hvorfor ikke prøve lykken igen, denne gang hed stien - Underclift track, den gik hen langs klipperne under udhæng hvor det ikke var muligt at stå oprejst, så fremadbukket fortsatte vi optimistisk vores vandring og lang tid efter var vi tilbage på det første udkigspunkt, Princes Rock lookout.
Nu var det tid at få noget forfriskende, så vi kørte til Leure, en hyggelig by. Her skulle ifølge vores rejsehåndbog være massevis af hyggelige caféer, vi valgte en og bestilte kaffe med scones. Da vores bestilling var serveret og vi sad og nød roen, gik lyset ud i caféen. Da dette var sket nogle gange fik vi at vide det var vejret der havde skylden – Hele byen blev gang på gang mørkelagt på grund af en thunderstorm der var på vej hen over de Blå Bjerge, pludseligt flængede et lyn himlen vi hørte et gevaldigt brag og så kom regnen. Ikke regn som vi kender det, men regn der væltede ned i mængder som umuliggjorde al udgang, vi måtte sidde på caféen og vente til det stilnede så meget af, at vi kunne løbe under butikkernes halvtage til vores camper.
Nu var det ikke muligt at se mere på bjergene in natura, men der var en biograf The Edge Cinema, med et kæmpelærred på 18x24 meter, der viste en dokumentarfilm fra steder i de blå bjerge hvor det ikke er muligt at komme uden helikopter eller ved at vandre i mange dage. Filmen varede i 38 minutter og viste bl.a. nogle ”dinosauertræer”, The Wollemi Pine som man mente var uddøde for 63.000 år siden. Træet ligner en palme, men er et træ.
Efter filmen ville vi på grund af vejret checke ind på campingpladsen i Katoomba. På vej fra biografen lagde vi mærke til at lyset i vest pludselig blev meget kraftigt, vi kørte derfor mod Echo point, det sted hvor man kan se klipperne ”Three Sister” fra. Skydækket ændrede sig hele tiden og engang imellem kunne det lade sig gøre at se bjergene. Da det stadig regnede lidt tog vi vores solparasol med og brugte den som værn mod vejret – Og så gik vi på fotojagt, De Tre Søstre kom og gik i tågen og der var et meget spændende lys der skiftede konstant – Vi fik så alligevel set lidt flere klipper i dag. Ude i det fjerne lynede det stadig, Anne så et flot lyn flænge himlen ud over bjergene
Da vi nåede campingpladsen i Katoomba var der lukket i receptionen, og udenfor var opsat et skilt med ordene ALT OPTAGET. Så vi kørte i mørke mod vores oprindelige mål, en buschcamp i Megalong dalen ca. 40 km borte. Klokken 10 p.m. gik vi til køjs.
Efter at have fået morgenmad kørte vi tilbage mod byen Blackhead, vi var meget spændt på at se vejen vi havde kørt af i mørke. Vejen havde været meget snoet og lidt længere en vi havde regnet med da vi startede aftenen før.
For at sikre at vi havde en plads på en campingplads næste nat besluttede vi, at checke ind tidligt, på campingpladsen i Blackhead, før vi kørte tilbage til Katoomba. Man kan ikke altid regne med de kort der gælder for turistområder. Da vi kikkede på kortet i går så det ud som om at campinpladsen i Blackhead så langt ude nord for byen, men det viste sig at campingpladsen lå meget tilgængeligt midt i byen – Vi havde faktisk passeret skiltet til den i går, hvilket vi ikke havde set. Vi fik checket ind og kørte så tilbage til Katoomba.
Først til Echo Point vi skulle lige hilse på de tre søstre i tørvejr. Derefter kørte vi over til Scenic World, stedet hvor en togbane med et fald på op til 52o og en længde på 450 meter kørte os 250 meter ned i bunden af kløften. Herfra kunne man så vælge at tage samme vej tilbage, gå af en boardwalk og tage en svævebane op igen eller at gå hele vejen op. Vi havde besluttet os for svævebanen, men ville lige gå en af de afmærkede ture inden. Turen førte os rundt til Udsigtspunkter som Katoomba Falls og Katoomba Cascades, klipper, huler og rundt i regnskoven ad smalle stier, trapper og præparerede gangbroer. Vi gik hele vejen op, fandt kiosken få hundrede meter fra Scenic World og drak kaffe. Bagefter gik vi så hele vejen ned igen for at tage svævebanen op af bjergsiden. Vores lille eventyr tog ca. 4½ time.
Så var vi også blevet sultne! Vi havde fået af vide at der i Katoomba lå en cafe der kunne føres tilbage til 1950’erne som mælkebar – den skulle være et besøg værd. Vi fandt Paragon cafe, restaurant og chokoladebutik samlet i en forretning. Cafeen er indrettet i Art Deco stil – Der var høje mørke træpaneler langt op af væggene og ud til siderne er der sat borde og bænke op så de dannede små hyggelige båse. Da øjnene gled op mod loftet, stoppede de ved en hylde øverst oppe, hvor der stod en masse fotografier af kendte personer, der havde besøgt cafeen igennem tiden. Senere fandt Anne ud af at Cafeen er fredet for at beskytte interiør m.v. – Vi fik for øvrigt noget meget lækkert mad.
Det har været fint vejr blå himmel med lidt hvide skyer, men det trækker op her til aften. Vi har parkeret camperen under et stort træ, så der kommer morgensol på camperen i morgen tidlig.
Det har regnet meget af natten, fordi vi holdt under det store træ dryppede det i timevis ned på camperen så vi vågnede midt om natten. Det var svært at falde i søvn igen lige med det samme
Dagen startede med at alt uden for var gråt i gråt. Men et varmt bad, gør underværker og hjælper på humøret. Vores plan for i dag var at se på De blå bjerge fra udsigtspunkter tæt ved Blackhead og gå en tur langs med Grand Canyon.
Vi startede med at køre ud til Govetts Leap Lookout, hvor der var meget flot. Der var ved at komme godt gang i fordampningen fra bunden af regnskoven, så hvide tågeskyer var på vej op. Vi kunne se vandfald og fandt stien der gik over mod udspringet. På vej mod vandfaldet ringede Kims Mobiltelefon, det var Johan, der fortalte, at han og Evelien var på vej med tog til Katoomba, vi aftalte at mødes kl. 12 ved stationen.
Ude ved vandfaldet trak tågen nu op til toppen hvor vi befandt os, og langsomt forsvandt udsigten. Herefter kørte vi til Evans Lookout, her var der kun hvide tågeskyer – lige pludselig blæste det op og for en kort stund kunne vi se bjergene på den anden siden af dalen, før tågen lukkede tæt til igen.
Med den tåge der kom op fra dalene, var det ikke muligt at gå vores tur langs the Grand Canyon, så det var herligt at vi i stedet skulle gense Johan og Evelien.
Da vi nåede stationen i Katoomba var toget fra Sydney ikke ankommet – så det var lidt hyggeligt at stå på perronen da Johan og Evelien kom ud af toget og det var vild glæde at gense hinanden. Vi foreslog, at de skulle med ned på Cafe Paragon. Her sad vi så et par timer over kaffe og dejlige kager og udvekslede rejseminder. Udenfor var det begyndt at regne, så vi kørte dem hen til deres hotel, så skiltes vor veje igen, denne gang for sidste gang i Australien – næste gang bliver det i Europa.
Med regnen kom der endnu mere tåge, vi havde valgt en smuk kørevej til Sydney, men kunne intet se for tågen – heldigvis klarede det op da vi nærmede os forstæderne til Sydney. Vi fandt ret hurtigt campingpladsen. I det nærliggende forretningscenter købte vi et par gode bøffer. Tilbage på campingpladsen fik vi tilberedt vores sidste ”hjemmelavede” aftensmåltid på ægte aussie manér.
Og så skulle der arbejdes – alt vores gøjemøj skulle pakkes sammen, og der er meget, for vi er begyndt at købe julegaver. Men det lykkedes, at få alt mokket ned – men på en noget anderledes måde end vi havde tænkt os, for regnen besværliggjorde at vi kunne gøre det uden for – og pladsen i camperen er lidt trang. Men vi skal heldigvis først flyve om en uge så vi kan nå at få pakket det hele om på hotellet.
Ja, så var der rengøringen tilbage – hele vognen fik sig en tur – alle skabe blev tømt og vasket af, så vi kunne slette sporerne fra de røde veje. Udlejningsfirmaerne er nemlig ikke glade for rødt støv og tager ekstra rengøringsgebyr på op til 200 dollar, hvis de finder det nødvendigt.
Kl. 1 om natten kunne vi endelig gå til ro.
I dag skal camperen afleveres – det er en meget underlig fornemmelse. Sengen redes for sidste gang. Køleskabet tømmes og vaskes af. Vi spiser vores sidste ”hjemmelavede” morgenmåltid. Der var både bacon og stegte tomater – aussieristet brød (alt tilberedt på BBQ) – jordbær med mælk – jogurt, appelsinjuice m.v. – jo her manglede ikke noget.
Så begyndte den sidste køretur, først til hotellet, så ud til Britz med camperen, det var en meget underlig fornemmelse. Kørevejledningen anbefalede tunnelen, men vi valgte at køre ind over Sydney Habour Bridge – det var meget betagende, ud af øjenkrogen kan vi ude til venstre lige skimte Operahuset.
Det lykkedes til sidst at finde hotellet. Der var heldigvis ingen problemer med indcheckningen – alt var i den skønneste orden og vi kunne få værelset allerede kl. 11 – herligt for så kunne alt vores bagage komme direkte op på værelset med det samme. Vi nåede ikke at se værelset før vi kørte videre.
Gennem Sydneys travle gader op på motorvejen mod lufthavnen og Britz – og fik tanket for sidste gang. Der var travlhed hos Britz flere indcheck og udlejning på samme tid, så vi måtte vente lidt. Det var Ok, for så var der tid til at sige farvel til vores lille ”hjem” – meget, meget underligt. Camperen blev synet og der var heldigvis ingen anmærkninger.
Så med toget ind til Sydney, vi har sat Hans-Henrik fra Rexa-Exit i stævne ved Darling Habour, han og Rikke, en kollega til Hans Henrik, har været til konference hernede og flyver hjem i eftermiddag.
Hyggeligt at møde nogen man kender hjemmefra. Fik noget lækkert mad og fik udvekslet australske rejseoplevelser. Vi fik nogle gode tip til hvad der er godt at se hernede. Så var det farveltid og vi skulle på opdagelse. Gik gennem Darling Harbour ned til vores hotel, gik gennem Paddy’s Marked og kom så ud tæt ved hotellet. Så skulle vi endelig se værelset – Pænt, enkelt, rent – men ikke så hyggeligt som Miss Maude i Perth. Efter at have hvilet os lidt, var det tid til at gå på opdagelse igen.
Det var en noget længere tur rundt i Sydney end planlagt, men meget hyggeligt. Vi har fundet en internetcafe tæt ved hotellet, så vi måske i løbet af ugen kan loade op for uge 47 og 48. Har gået en tur ud på Sydney Harbour Bridge – så nu har vi både kørt og gået på den. Og selvfølgelig har vi været helt henne ved Operahuset og røre ved det – en rigtig dejlig fornemmelse.
Vi skal lige vende os til alle de mange mennesker, bylivet og støjen der følger med – men Sydney er en FED BY.
Vi vågnede først kl. 9 i dag lidt mørbankede og skyndte os i bad så vi kunne nå at få morgenmad før hotellets morgenmads buffet lukkede kl. 10. Så gik vi lige en luftetur og endte på Paddy’s marked (weekendmarked) som ligger tæt på hotellets bagindgang. Der var ikke noget særlig interessant, så vi gik tilbage til hotellet.
Anne har læst at der også er et weekend marked på The Roks, lidt i stil med det vi var på i Hobart – sådan med brugskunst, kunsthåndværk m.v. det havde vi mere lyst til at se, så vi spadserede op til toget og kørte op til The Roks. Vi var der også i går aftes, men her er meget hyggeligt og det er her det hele startede i Sydney, her er også lidt af de gamle lave huse tilbage. Der var mange fine ting på markedet og vi fik julehandlet lidt. Julestemning er vi så småt begyndt at komme i for her sker meget. Vi har set julemanden og hans hjælper – Og da vi spiste frokost på en tysk restaurant kom der et dansende juletræ forbi sammen med en dansende alf.
Som nævnt spiste vi frokost på en tysk restaurant, hvor de mandlige tjenere var iklædt læderhosen og hvide skjorter. Pigerne var også i national dragt - nederdele, hvide bluser og korset så attributterne var skubbet godt op. Og så var der livemusik – tre ”tyskere” i læderhosen som spillede hornmusik.
Medens vi gik rundt i The Roks kom vi forbi Nielson Mandelas galleri, som er en udstilling af tegninger udført af samme meget berømte herre. Meget interessant.
Vi to toget retur til Town Hall – og endte i Darling Harbour, hvor de sidste julegaver blev købt – herligt. På vej hjemad stoppede vi for at se lidt på gadegøgl – Shirley Butterfly – hun shanghajede nogle af de mandlige tilskuere deriblandt Kim – som sammen med 5 andre herrer endte som et bedre hold Chippendales med bar overkrop for at gribe Shirley Butterfly, da hun kastede sig ud fra et lille podium.
Tilbage på hotellet fladede vi helt ud – da vi var kommet lidt til hægterne gik Kim i krig med billeder og dagbog på computeren. Anne fik sorteret i noget af alt det brochuremateriale, som vi har fået raget til os (vores egen turist information). Noget af det vil vi gerne have med hjem – men meget røg i papirkurven.
Aftensmaden endte med at blive the, kiks, æble og chokolade, ”meget sundt” – men vi orkede ganske enkelt ikke at gå mere ud.