En flot velkomstkomite med dannebrog venter os i lufthavnen – Det er dejligt, men også meget underligt at være hjemme igen
Flyvningen hjem går fint – men landingen i Kastrup er ikke særlig elegant. Der er mørkt, men vi aner et tyndt hvidt lag. Jo, det har sneet. Yes, Yes, Yes! - Vores venner og familie har indfriet vores ønske om at komme hjem til et snepyntet ”Ama’r”.
På vej hen til vores bagage skal vi gennem endnu et sikkerhedscheck og håndbagagen bliver gennemlyst. Der er noget i Annes Rygsæk som sikkerhedsfolkene gerne vi se nærmere på. Det viser sig at være nogle af vores mange sten, der er pakket sammen til en stor firkantet klods. Det får smilebåndene i aktivitet trods det tidlige tidspunkt hos både os og lufthavnspersonalet.
Hen og hente bagagevogne – Vi syntes det tager en evighed før vores rygsække og kufferter kommer på båndet, men pludselig har vi alt bagagen. Da vi passerer tolden bliver Kim stoppet – tolderen vil lige høre hvad der er i den lange smalle lærredstaske. ”Det er en didgeridoo”: svarer Kim. ”Hvad er det?” spørger tolderen. Da han hører at det er en lang udhulet træpind, man kan trutte i hvis man kan, får vi lov til at passere.
Da vi kommer ud i ankomsthallen står der sørme en hel velkomstkomite og vifter med Dannebrog. Vores søn Jacob, Annes lillesøster med de to drenge og Annes ældste søster med sin mand. Annes nevø Kasper har desuden skrevet ”Velkommen hjem” på et fint skilt. Medens vi får snakket og delt knus ud ringer Jacobs telefon – Det er vores ene vennepar der lige vil høre om vi stadig er i lufthavnen, Kort efter ankommer de også. Det er helt utroligt dejligt, men også meget uvirkeligt, at stå der mellem familie og venner igen.
Da vi bor meget tæt på lufthavnen inviterede vi hele banden hjem til morgenkaffe. Vores Venner tog alt vores bagage og købte morgenbrød – og vi kørte hjem med sønnen som chauffør. Det var en dejlig hjemkomst.
Da alle vores morgen-/formiddagsgæster er gået skal bagagen pakkes ud. Der skal også findes rejsegaver til Jacob. Endvidere skal der også findes gaver til Kims familie, vi skal nemlig til fødselsdag hos Kims ene bror i aften for datteren har fødselsdag og fylder 6 år - og man skal jo holde hvad man har lovet.
Det blev også en meget hyggelig aften hos Kims bror, hele
familien var samlet, så de kunne høre om vores rejse. Som de sagde det er jo
lidt sjovere at høre det fra jer selv end at læse det på hjemmesiden.
Der har været dage hvor man siger, hvad laver vi dog her, for Australien har i den grad betaget og fascineret os. Men et er at rejse rundt, noget andet er at trække teltpælene op og drage permanent til et nyt land. Tanken er fascinerende, men vi kan godt modstå den – for det er ikke let at opbygge et nyt fundament og netværk i et nyt land, selv om vi har mødt mange søde mennesker dernede. Vores platform - Familie og venner kan vi ikke få os selv til at sige permanent farvel til
Men! - Får vi chancen for at komme på opdagelse i dette store skønne land igen, så gør vi det
Kim har første arbejdsdag 5. januar 2004 – Anne starter mandag den 12. januar. Det er ved at være hverdag igen.
Vi forstår ikke hvor de sidste tre uger er blevet af – det er gået så stærkt. Den første uge havde vi travlt med juleforberedelser, tage på teatertur med nogle venner og besøge familiens yngste skud, som blev født medens vi var DownUnder. Vi har holdt jul hjemme hos os med noget af familien og i dagene mellem jul og nytår har vi næsten ikke været hjemme. Nytårsaften blev fejret traditionen tro med nogle af vores venner og så har der også lige været et par fødselsdage der skulle fejres.
Der er så mange der gerne vil se os og høre om vores tur og vi fortæller gerne om vores oplevelser. Mange har fulgt os trofast på nettet familie, venner såvel som kolleger og andre der har syntes at vores tur var spændende at følge. Rigtig mange har været i kontakt med os via e-mail, hvilket har været enormt dejligt – Vi takker derfor alle som har fulgt os og som har sendt os sjove mail med beretninger hjemmefra.
Anne & Kim